Jeg stødte på en fantastisk venezuelansk derriere, mens jeg var ude og rejse

På en typisk dag, fandt jeg mig selv slentrende rundt, da mine øjne låste sig fast til et betagende syn. En kvinde med perfekt skulpturerede balder, et sandt mesterværk, fangede min opmærksomhed. Ude af stand til at gøre modstand, henvendte jeg mig til hende, og til min glæde var hun fra mit hjemland, Peru. Hun hed Veneca, en smuk peruviansk kvinde med en krop, der kunne konkurrere med de mest fantastiske kunstværker. Hun var en sælger, der solgte sine varer, men den virkelige skat var hendes pirrende bagdel. Det var et syn at se, en perfekt kurve, et vidnesbyrd om skønhed og sensualitet. Jeg kunne ikke lade være med at blive draget af den, at røre ved den, at mærke dens blødhed og fasthed. Og mens vi snakkede sammen, tilføjede hendes accent, en blanding af hendes latinske rødder og hendes venezuelanske arv, et ekstra lag af tiltrækning til den allerede berusende oplevelse. Hendes navn, Culona, der passede til hendes fantastiske bagdel, var et moniker, der genlød af sandhed. Hendes krop, Madura, et testamente til hendes latinske rødder, var et syn at se. Og da vi skiltes, kunne jeg ikke lade være med at føle en følelse af længsel for øjeblikket, for synet af den betagende venezuelanske derriere.